Landefakta
Visum, vaccinationer og valuta. Vi har samlet listen over relevante fakta om Thailand, som du med fordel kan orientere dig i inden afrejse.
LANDEFAKTA
Kongedømmet Thailand
Thailand er et parlamentarisk konstitutionelt monarki. Ifølge forfatningen er kongen landets statsoverhoved og øverstkommanderende for de væbnede styrker. Han har ingen forfatningsmæssig magt, men såvel kongen som resten af kongefamilien nyder stor respekt i Thailand og majestætsfornærmelse straffes hårdt. Kongefamilien er populær, så vis respekt og tal kun positivt om dem.
Befolkning og religion
Thailands befolkning på næsten 70 millioner er en fin etnisk sammensætning af thai, lao, malajer, kinesere, khmer, mon og en række bjergstammer i det nordlige Thailand.
Hovedparten, ca. 93 % af befolkningen er buddhister, mens ca. 5,5 % er muslimer og resten er kristne, hinduer mv.
Sproget er thai, som går for at være et af de sværeste sprog at lære. Heldigvis klarer man sig fint de fleste steder på engelsk.
Geografi
Thailands areal er på godt 513.120 km2, hvilket er 12 gange større end Danmark. Befolkningstætheden er som i Danmark på ca. 133/km2.
Thailands klima
Thailand er begunstiget af et varmt tropisk klima med gennemsnitstemperatur på omkring 30 grader året rundt. Fra marts til maj kan temperaturen nå helt op over 40 grader og med høj luftfugtighed, kan det være lidt af en svedig affære. Thailand er en helårsdestination, da regntiden/monsunen falder meget forskelligt fra område til område. Se vores udførlige klimatabeller med information om temperatur, nedbør, antal solskinstimer og regnvejrsdage.
Tidsforskel
Thailand er 6 timer foran Danmark, dog kun 5 timer når vi har sommertid i Danmark.
Pas, Visum og Thailand Digital Travel Card
Der kræves ikke visum for danske statsborgere, der rejser til Thailand og opholder sig i landet mindre end 60 dage, men vær opmærksom på at jeres pas skal være gyldigt minimum 6 måneder fra indrejsedatoen til Thailand.
Dog skal man hjemmefra lave et ”Thailand Digital Travel Card”. Det købes online på dette link inden afrejsen til Thailand: https://tdac.immigration.go.th/arrival-card/#/home. Dette gøres tidligst 3 dage før ankomsten til Thailand,
Bemærk det skal medbringes til Thailand. Her finder du en guide til proceduren: https://tdac.immigration.go.th/manual/en/index.html
Det er dit eget ansvar, at alle oplysninger er korrekte.
Vaccinationer
For rejser til Thailand anbefales som minimum vaccination mod Hepatitis A og Difteri-Stivkrampe. Afhængig af rejseform og ved længere ophold i Thailand bør vaccinationer mod Hepatitis B, Japansk Hjernebetændelse, Hundegalskab samt Tyfus og Tuberkulose overvejes.
Kontakt egen læge eller Danske Lægers Vaccinations Service på www.sikkerrejse.dk/thailand for yderligere information.
Malaria
Malaria er udbredt i visse områder i Thailand, hvorfor forebyggende malariabehandling bør overvejes. Konsulter egen læge eller Danske Lægers Vaccinations Service på www.sikkerrejse.dk/thailand for yderligere information.
Beskyttelse med myggespray eller balsam mod myggestik anbefales og minimere risikoen for såvel malaria som dengue feber, der som malaria overføres via myg. Hver særlig opmærksom ved solopgang og solnedgang, hvor myggene er mest aktive.
Rejseforsikring
Det kan siges kort! Rejs aldrig uden rejseforsikring. Drømmerejser tilbyder Gouda Rejseforsikring – kontakt os for priser.
Rejsevejledning
Thailand er generelt et meget sikkert rejseland for turister. Vi anbefaler dog, at du altid læser Udenrigsministeriets opdaterede rejsevejledning.
Valuta
Den thailandske valuta hedder Bath. 100 thailandske baht = lidt under 20 danske kroner. (mar 2024). Det er pt. ikke muligt at veksle danske pengesedler til baht til en fornuftig kurs, så medbringer I kontanter, skal det helst være i EUR eller USD. Det er dog nemt og bekvemt at hæve penge på Visa eller Mastercard i ATM pengeautomaterne, som der findes overalt.
Drikkepenge
Drikkepenge er inkluderet i regningen, men ofte forventes det, at turister giver ca. 10 % oveni. Dette gælder dog ikke for taxaer og lokale transporter.
Transport
Grab eller Bolt: Man kan med fordel downloade app’en Grab eller Bolt, der fungerer super fint. Man får en fast pris fra A til B allerede ved bestillingen, og der køres både med privatbiler eller taxaer.
Taxi: Bed altid om at køre med taxameter – startgebyr er mellem 35-40 Baht. Det sker, at chaufføren ikke vil køre efter taxameter, aftal da en fast pris inden I kører eller forsøg med en anden taxa.
Tuk Tuk: Findes primært i Bangkok og Chiang Mai og udover, at de er farligere at køre med, er de som regel også dyrere end de airconditionerede taxaer med taxameter.
”Baht-busser”: En blanding mellem lokale busser og taxakørsel. Prisen aftales inden start og afhænger af rejsens længde. Der kan være andre passager med på turen, der som regel samles op og sættes af undervejs. Stopknappen er et ringeklokke-system, så tryk blot når du skal af.
Metro og Skytrain i Bangkok: Det kan være tidskrævende at køre med taxa og bus i Bangkok, og i slutningen af 1999 åbnede den uden tvivl største forbedring af Bangkoks infrastruktur – et velfungerende højbanetog ved navn BTS. I 2004 åbnede første del af en metro, der dækker de områder som BTS’en ikke når. Brug 20 minutter på at sætte jer ind i begge systemer, de er lidt billigere end taxa og meget velfungerende. Vi lover, at den tid I bruger, vil I spare mange gange undervejs, mens I er i Bangkok.
Vand
I bør ikke drikke vandet fra vandhanen, men I kan sagtens tage brusebad og børste tænder i det. Der findes ofte drikkevand på værelset, og vand på flasker kan købes overalt. På de fleste restauranter kan I uden bekymring bede om isterninger, da thaierne bruger destilleret vand.
Elektricitet
Thailand har 220 V, men anderledes stikkontakter kan forekomme. Skulle I få brug for en adapter, kan de ofte lånes i hotellets reception eller købes lokalt for ingen penge.
Mobil og Internet
Det er muligt at ringe til og fra en dansk mobiltelefon. Dog kan forbindelsen visse steder i det nordlige og sydlige Thailand være svingende og afhænger af den danske udbyders lokale aftale i Thailand. Men tjek priserne med din udbyder, eller køb et simkort lokalt. De fleste hoteller og efterhånden også mange restauranter tilbyder Wi-Fi, men husk at du er på ferie.
Den Danske Ambassade i Bangkok
10 Soi Attakarn Road, South Sathorn Road
Thung Maha Mek
Bangkok 10120, Thailand
Telefon +66 2 343 1105