Det eventyrlige Vesten
14 dage, Individuel kør-selv ferie inkl. fly, bil og hoteller
De store naturoplevelser står i kø på denne tur. Fra syndige Las Vegas går turen til Zion Nationalpark, indianernes reservater og Monument Valley. I fortsætter til Moab, der byder på natur ad libitum og de smukke områder omkring Lake Powell. Grand Canyons dybe kløfter og Coloradoflodens brusende vand er højdepunktet, inden I når retur til spillebyen, Las Vegas.
Ønsker I at besøge New York på enten ud- eller hjemrejse kan det tilføjes.
Højdepunkter fra rejsen
Dagsprogram
Dag 1:
Afrejse Danmark
						I ankommer til ørkenbyen Las Vegas, afhenter jeres udlejningsbil i lufthavnen og kører til hotellet. Her har I én overnatning, og I kan gøre de første opdagelser i den spændende spilleby.
  Overnatning: Gold Coast Hotel & Casino					
Dag 2:
Las Vegas – Springdale/Zion NP (ca. 321 km)
						I dag besøger I Zion National Park. Nyd det bjergrige landskab og den frodige vegetation, der kendetegner denne del af Utah. I Zion står klipperne side om side i den relative lille nationalpark.  Virgin River har gennem tiderne skåret sig vej gennem klipperne i Zion Canyon. Parken er lukket for privat bilkørsel, så man parkerer bilen og hopper på parkens gratis shuttlebusser, der kører i pendulfart gennem parken.
 Overnatning: La Quinta Inn & Suites, Springdale					
Dag 3:
Springdale/Zion NP – Bryce Canyon NP (ca. 160 km)
						Skønheden i Bryce Canyon er helt eventyrlig. Kløften fremstår som et amfiteater, hvis særprægede klipper, formet som spir, templer og slotte, spiller i alle nuancer af rød, pink, kobber og beige. Paiute-indianerne, der en overgang levede i Bryce, navngav meget betegnende området "Røde klipper der står som mænd i en skålformet kløft". Hvis I ikke ønsker at køre selv i parken, kan I benytte busserne (mod betaling), der kører rundt i største delen af parken.
 Overnatning: Bryce Canyon NP Area					
Dag 4:
Bryce Canyon NP – Capitol Reef NP (ca. 193 km)
						Nationalparken Capitol Reef blev opkaldt efter sine revlignende klipper, der er dækket af hvide sandstenformationer, og som ligner US Capitol. Spændende klippeudhugninger er bevis for, at indianerne boede her for mindst 1200 år siden og var relateret til Anasazi stammen. De første pionerer i området var søfolk, der sammenlignede bjergenes form med koralrev, deraf navnet "Capitol Reef".
 Overnatning: Capitol Reef Resort					
Dag 5:
Capitol Reef NP – Canyonlands NP. Moab /Arches NP) ca. 354 km
						På vej til Moab vil I passere gennem Canyonlands National Parks farverige canyons så langt øjet rækker. Sørg for at medbringe rigelig vand til turen. Landskabet blev eroderet til kløfter og taffelbjerge af Coloradofloden, Green River og deres bifloder.
 Overnatning: Moab Valley inn, Moab (Arches)					
Dag 6:
Moab / Arches NP (ca. 8 km)
						Arches National Park er beliggende kun en kort køretur nordvest for Moab. Parken indeholder næsten 1500 naturskabte buer og porte i natursten, og den største af buerne, Landscape Arch, er 32 meter høj og spænder over 93 meter. Ved indgangen til parken, hvor I betaler entré, vil I modtage et kort over området, som angiver alle seværdigheder. Her findes også en lille udstilling.
 Overnatning: Moab Valley inn					
Dag 7:
Moab – Monument Valley (ca. 360 km)
						På turen til Monument Valley vil vi foreslå, at I kører en lille omvej til den flotte nationalpark, Mesa Verde. Parken har 4.000 fredede arkæologiske udgravninger og flere end 600 bevarede Anasazi-ruiner. Der er rig mulighed for at vandre i den store nationalpark, som dog ikke er egnet for gangbesværede. Herefter videre og stop ved Four Corners Monument, der er stedet, hvor I kan stå i 4 stater på samme tid: Colorado, New Mexico, Arizona og Utah. Utallige wild west film er blevet optaget i dette fascinerende område, hvor motiver og farver er lige så imponerende i virkeligheden som på filmlærredet. Et fladt og ind imellem trøstesløst landskab brydes af imponerende, farvestrålende sandstensklipper, der strækker sig højt mod himmelen. Mange af de flotte naturscenerier kan ses under køreturen på hovedvejen gennem Monument Valley, men størst udbytte får I ved at tage turen gennem M.V. Navajo Tribal Park. Indgangen til parken ligger ca. 35 km nord for Kayenta.
 Overnatning: Kayenta Monument Valley Inn					
Dag 8:
Monument Valley – Page (ca. 160 km)
						Page er en forholdsvis ung by (fra 1957), og har vel egentlig kun sin eksistensberettigelse pga. sin beliggenhed ved den store dæmning Glen Canyon Dam og den opdæmmede sø Lake Powell – et reservoir på Colorado-floden på grænsen mellem Utah og Arizona. Her er der mulighed for at finde badetøjet frem og tage en dukkert.
 Overnatning: Courtyard by Marriott Lake Powell					
Dag 9:
Page / Lake Powell
						Området omkring Page er fyldt med naturskønne vidundere. I anbefales en bådtur til Rainbow Bridge, verdens største naturskabte bro, der er formet af sandstens erosion gennem millioner af år. Lake Powell er næsten 300 km lang og et af de største vandreservoirer i USA. Her kan I tage en bådtur eller bare snuppe en hurtig svømmetur.
 Overnatning: Courtyard by Marriott Lake Powell					
Dag 10:
Page – Grand Canyon NP (ca. 241 km)
						Grand Canyon er et af turens højdepunkter. I kan enten tage en tidlig morgentur et godt stykke ned i selve kløften eller tage en gåtur langs kanten og nyde udsigten fra de forskellige udsigtspunkter. En shuttle-bus transporterer jer rundt til de steder, hvor det ikke er tilladt at køre selv. Grand Canyon er en storslået oplevelse, og når I står på kanten af denne imponerende kløft, kan I levende sætte jer ind i spaniernes problemer i 1540, da de i deres guldjagt ledte efter en passage gennem kløften. Coloradofloden har skåret denne knap 450 km lange, 16 km brede og 1,5 km dybe kløft, der uden tvivl er USA's mest berømte naturseværdighed.
Overnatning: Grand Canyon National Park Area					
Dag 11:
Grand Canyon NP – Las Vegas (ca. 435 km)
						Kontrasten er stor på denne dag, hvor turen går fra stilheden i Grand Canyon til det hektiske byliv i Las Vegas, og I vil gang på gang forbløffes over den livlige fantasi, der har været på spil her i byen. På The Strip (Las Vegas Boulevard) ses hotelmastodonterne side om side i kamp om at få de besøgendes opmærksomhed (og penge).
Overnatning: Gold Coast Hotel & Casino					
Dag 12:
Las Vegas
						Las Vegas blev opført ”in the middle of nowhere” i Nevadas ørken med det formål at blive USA´s spille- og forlystelsesby nummer ét - og det lykkedes! Det er byen, vi alle elsker at hade. Lyden af snurrende enarmede tyveknægte, klingende mønter i gevinstskålen og de små smæld af black jack-kortene lyder døgnet rundt, men I kan alligevel ikke undgå at blive betaget, når I om aftenen bevæger jer ud på hovedgaden ”The Strip” og ser hotellernes og kasinoernes fantastiske neonlys-udsmykning, og indenfor bliver I bombarderet af et fantastisk natteliv, koncerter og shows i verdensklasse og fremragende spisesteder.
 Overnatning: Gold Coast Hotel & Casino					
Dag 13:
Las Vegas - hjemrejse
Så er turen forbi, og I kører den korte tur til Las Vegas lufthavn, hvor bilen afleveres, inden I tjekker ind og flyver hjemad.
Dag 14:
Ankomst Danmark



