Tanzania
Landefakta
Styreform: Præsidentiel Republik
Befolkning: Ca. 52 mio.
Hovedstad: Dodoma
Religion: Godt 48 % af befolkningen er protestanter, ca. 24 % katolikker og resten forskellige religioner.
Sprog: Det officielle sprog er swahili og engelsk.
Areal: 948.100 km2
Tidsforskel: Tanzania er 2 timer foran Danmark, dog 1 time ved sommertid i Danmark.
Pas og Visum
Danske statsborgere skal have visum til Tanzania, og dit pas skal være gyldigt min. 6 måneder efter hjemrejsedatoen. Visum købes online før afrejse. Du søger om visum her: https://visa.immigration.go.tz/ Det koster pt. 50 USD.
Skal du til Zanzibar, er det pr. 01.okt.24 obligatorisk at tegne en „Inbound Travel Insurance“ dækkende op til 92 dage. Den købes på dette link før afrejsen: https://inbound.visitzanzibar.go.tz/. Det er dit eget ansvar, at alle oplysninger er korrekte.
Vaccinationer
For rejser til Tanzania anbefales som minimum vaccination mod Hepatitis A og Difteri-Stivkrampe. Vær opmærksom på at at kommer I fra et andet land kan gul feber vaccine være et krav for indrejse (vaccinationsattest skal medbringes). Kontakt egen læge eller Danske Lægers Vaccinations Service på www.sikkerrejse.dk/tanzania for yderligere information og anbefalinger.
Forsikring
Da man ikke er dækket af Den offentlige Sygesikring under rejser til Tanzania, anbefaler vi at man tegner en Gouda Rejseforsikring. Kontakt os for de aktuelle priser.
Valuta
Den lokale valuta hedder tanzanisk shilling (TZS). 1000 TZC svarer til ca. 3,-kr. (pr. jan.21). Det anbefales enten at medbringe kontanter i US dollars (kun sedler efter år 2000), som kan veksles på de forskellige hoteller og vekselkontorer. Der findes ATM i storbyerne. Kreditkort kan benyttes på de større hoteller, men undlad at bruge kort til småindkøb.
Elektricitet/Stik
Der benyttes 240 V. Stikkene har 3 firkantede ben (ligesom i England) så medbring en adapter.
Påklædning
Skal du på safari, er det ofte køligt tidligt om morgenen så medbring gerne en trøje/jakke. Op ad dagen bliver det varmere. Let bomuldstøj er at foretrække. Husk endvidere at medbringe en varm trøje, hvis du skal på længere køreture i airconditionerede biler eller busser. I naturen er det bedst at benytte khaki farver.
Drikkepenge
Det forventes, at man lægger lidt drikkepenge efter måltider, og nogle TZS til rengøringen på hotellet er også højt værdsat. Er I på safari er det kutyme at lægge 5 – 10 USD pr. person pr dag ved slutningen af safarien og gerne i en lukket kuvert.
Mad og drikke
Generelt spiser man godt i Tanzania. Den østafrikanske madkultur er præget af de mange arabere, indere og europæere, der kom til landet for over 1000 år siden, og her benyttes spændende krydderier som f.eks. kanel, safran og nelliker. Også frugter som appelsiner, citroner, ananas mfl. er faste ingredienser. De friske råvarer er mange, og maden er veltilberedt.
Sikkerhed
Generelt er det sikkert at rejse i Tanzania, og befolkningen er normalt venlige og gæstfrie. Brug din sunde fornuft og lyt til guidens anbefalinger under rejsen. Undgå at bære dyre smykker og tag en taxa efter mørkets frembrud.
Plastic
Bemærk det siden 2019 har været forbudt at benytte plasticposer i Tanzania.
Telefon og internet
De fleste lodges benytter egne generatorer, som slukkes om natten. Det er forholdsvis dyrt at benytte mobiltelefon – tjek med dit teleselskab. Mobildækningen er ligeledes meget svingende. Der er internetadgang på de fleste hoteller i større byer og også på nogle af de større safarilodges og camps samt på Zanzibar.
Danmarks Ambassade i Tanzania
Ghana Avenue
Dar es Salaam
P.O. Box 9171
Telefon: +255 22 2165200
Mail: daramb@um.dk