Rejser til Gambia

Gambia i Vestafrika er med sine blot 11.295 km2 Afrikas mindste land. Klimaet er subtropisk med en gennemsnitlig dagtemperatur på 27 grader. I regntiden fra juli til oktober er landet grønt og frodigt, men selvsagt noget vådt, så vi anbefaler, at I rejser i den tørre periode fra november til juni.

Gambia er nok mest kendt for sin kyststrækning med smukke strande og dejlige svalende vinde fra Atlanterhavet. Ved udspringet af Gambia River, der snor sig gennem hele landet, ligger hovedstaden Banjul. Befolkningen tæller 1,5 mio., hvor hovedparten er muslimsk af tro. Gambia er dog kendt for at være et af de mest religiøst tolerante lande i verden. Udover engelsk, tales der flere forskellige lokale afrikanske sprog. Rejsen til Gambia tager godt 13 timer, og med en tidsforskel på kun 1 time slipper man for jetlag. Udover de smukke strande, byder Gambia på interessant kolonitidshistorie, lokalt folklore og spændende naturoplevelser, særligt fuglelivet ved Gambia River lokker ornitologer til det vestafrikanske land. Alt i alt er Gambia et spændende og anderledes rejsemål i den kolde, triste vintertid – et lille land men med store oplevelser.

Alle vores rejser til Gambia kan skræddersyes efter jeres ønsker til indhold og rejselængde. Kontakt os for forslag på tlf. eller mail: info@drommerejser.dk

Individuelle Rejser
2 rejser
GruppeRejser
1 rejse

Om Gambia

Natur, kultur og fugleliv

Der er mange spændende udflugtsmuligheder i Gambia. Alverdens ornitologer er ikke i tvivl - Gambia er med mere end 500 arter et fugleparadis. Besøg f.eks. Lamin Lodge/Lamin Creek en tidlig morgenstund hvorfra du sejles ud i små udhulede kanoer og langsomt glider af sted i den smukke natur for ikke at forstyrre fuglene og det øvrige dyreliv. Efterfølgende fortsættes med en vandretur i Abuko Naturreservat, der udover at byde på et imponerende fugleliv, også giver dig mulighed for at spotte aber og krokodiller.

Makasutu Cultural Forest er beliggende på bredden af en smuk, bugtet biflod til Gambia River. Skovområdet omfatter mange forskellige økosystemer, tæt jungle, savanne- og mangrove områder. Den er samtidig hjemsted for hundredevis af fuglearter, 3 forskellige abearter, varaner, pygmæ hjorte, gæs og meget andet. Er du heldig, vil du måske kunne fange et glimt af de omflakkende bavianer, der holder til i skoven mange måneder af året.

I slavernes fodspor

I Gambia kan du opleve 5 århundreders historie, og gå i den berømte slave, Kunta Kintes fodspor. Om bord på ”Joven Antonio” passeres øen, Dog Island og i den tidligere franske handelsstation, Albreda besøges et slave museum, hvor også Frihedsflaget hænger, og hvor den første kirke blev bygget i Vestafrika af portugiserne. I Kunta Kintes hjemby, Juffureh, møder du byens høvding, der fortæller om deres historie, traditioner og skikke.

 

Et af højdepunkterne er et møde med efterkommere af Kunta Kinte, og der berettes om de mere end 400 års slavehandel, der bidrog væsentligt til affolkning af det afrikanske kontinent.

Blot 3 km fra Albreda ligger øen, der nu er opkaldt efter Kunta Kinte (også kaldet James Island). Her anbragte slavehandlerne de tilfangetagne slaver, inden de blev sendt videre til slaveøen, Goree Island ud for Senegals kyst. I kan stadig se et af de oprindelige 14 fangehuller på øen, hvor slaverne blev lænket på hænder og fødder og kun serveret et dagligt måltid for at svække dem.

Det østlige Gambia

Godt 300 km mod øst findes en del spændende gamle monumenter og ikke mindst de berømte stencirkler. De bemærkelsesværdige sten i Wassu er udført i forskellige former og størrelser og opført i cirkler. De kan dateres tilbage til år 300 f.Kr. Der findes omkring 1000 stencirkler hver bestående af 10 til 24 sten på 1 til 2,5 meter i højden i et område på hele 350 km langs Gambia River, og det menes, at der er menneskegrave under stenene.

Fra Kuntaur bydes der på en sejltur i mangrove sumpene og med mulighed for at se flodheste, aber og krokodiller. Overnatningen foregår på Mac Carthy Island, en typisk traditionel lejr bygget i afrikansk hyttestil og i naturskønne omgivelser. Mod øst ligger også Georgetown, der er landets 2. største by, grundlagt i 1832, og som huser landets første kirke og landets første high school.

Banjul & Omegn

Banjul minder ikke meget om en hovedstad, som vi kender dem fra Europa. Der er flere grusveje end asfalterede gader og byen virker helt provinsiel og med et overskueligt antal seværdigheder. Vi kan dog nævne Nationalmuseet, for dem der interesserer sig for landets historie og traditioner, og så er der byens vartegn Arch 22, et monument der blev rejst til ære for 22. juli revolutionen i 1996. Fra den 35 meter høje ”Bue” er der en spektakulær udsigt over byen.

Et andet interessant besøg er St. Albert Marked, hvor der handles alt fra tøj, kunsthåndværk, mad og afrikanske souvenirs, der kan købes til meget rimelige priser.

Mange vestafrikanere erhverver sig ved fiskeri og i fiskerbyen Bakaus travle strandområde ses fiskerne i aktion med losning af fisk fra bådene, mens kvinderne indsamler og renser dagens fangst af ”alt godt fra havet”. Der foregår en livlig handel med fiskene, der enten sælges frisk fra hav eller ryges før de ender på markedet. Serrekunda er landets største by, og her bør du besøge batik fabrikken, der er ejet af en fin, gambiansk ”lady” kaldet Musu Kebba Drammeh, der har beskæftiget sig med dette erhverv i over 30 år.

Kombiner rejsen med Senegal

Fra Gambia kan du tage til Senegal for en enkelt overnatning. Vores tur går til Fathala Vildtreservat, der er beliggende 12 km nord for grænsen mellem Gambia og Senegal. Højdepunktet på turen er en sejltur ad små åer og bække, hvor der er mulighed for at opleve nogle af de mange spændende fuglearter, aber og andre dyr, der findes i området og også selve reservatet og livet i bushen. Der er chance for at spotte dyr som zebraer, næsehorn, giraffer, aber, svin og krokodiller.

Du kan også vælge en kombinationsrejse Senegal & Gambia i en lille international gruppe med engelsktalende rejseleder. Der bydes på vandreture gennem franske kolonibyer, frodigt fugleliv, og I besøger de megalitiske stensætninger i Wassu. Nogle af regionens fineste dyreparker skal udforskes, der skal cruises ned ad Gambia River og i Saloum Deltaet sejler I i en traditionel pirogue kano.