Banyan Tree Samui
Thailand - Koh Samui
Banyan Tree Samui
Vores absolut yndlingshotel på Koh Samui hvis I vil bo på det bedste.
Resortet ligger i en stor tropisk jungle og direkte til en utroligt smuk, privat sandstrand - et luksuriøst villaresort med udsigt over det azurblå vand i Siambugten. Banyan Tree ligger 5 min kørsel fra Lamai by, så fredeligt men ikke isoleret, og når I først er checket ind tror vi ikke I har lyst til at forlade denne oase.
Ved ankomst bliver I mødt af jeres butler, der kører jer i en golfbil til jeres villa, som alle er med stor privat pool. Her er masser af privatliv, og på jeres terrasse kan I nyde morgenerne og aftnerne til junglens lyde. Fra villaerne er der udsigt til enten de tropiske omgivelser, eller til hotellets smukke bugt. Villaerne har alt hvad I kan have brug for, og mangler I noget er det blot et kald til butleren væk.
De tre restauranter byder på gastronomisk smagsoplevelser indenfor alle genrer og er i en klasse for sig. Saffron på toppen er i 2024 optaget i Michelin guiden for sit Thai cuisine, Sands på stranden tilbyder lækre grillretter til frokost og aften mens The Edge sørger for en overdådig brunch kl. 6 - 11.
For de aktive er her masser af muligheder bl.a. havkajak, paddelboard og snorkeludstyr som kan bruges fra stranden. Hver dag tilbydes et skiftende program med aktiviteter - hvis I ikke blot vil nyde jeres villa eller swimmingpoolen på stranden. Tager I en gå-tur ad de krogede stier på resortet kan I være sikre på at få pulsen op, men også opleve en fantastisk tropisk have.
I resortets spa tilbydes behandlinger, der er en kombination af europæisk spa og asiatisk wellness. Der er yoga classes og fitnessfaciliteter.
Banyan Tree er det af de bedste hoteller vi har boet på, og vi kan kun sige at I skal skynde jer at prøve det - det er noget helt specielt.


