The Elephant Hills - Jungle Camp er et smukt beliggende regnskovsresort i Khao Sok National Park med 35 luksuriøse safaritelte. Hvert telt har komfortable faste senge, fan, te og kaffe faciliteter, elektrisk belysning og et luksuriøst badeværelse. Interiøret består af håndlavede møbler bygget i naturlige materialer af resortets egne håndværkere. Teltene har rigelig plads og er godt beskyttede mod myg og andre ubudne gæster. Terrassen foran teltet er det perfekte sted til at reflektere over dagens observationer og aktiviteter.
Udover teltene, der ligger spredt ud mellem regnskovstræerne, finder du på Elephant Hills en hyggelig reception, udendørs restaurant, en velassorteret bar, lille souvenirbutik, bålsted samt en swimmingpool med en fantastisk udsigt ned over floden, som du når ad en lille sti gennem resortet. Og nåh ja – der er naturligvis gratis Wi-Fi, så du kan dele fantastiske ophold med dem derhjemme.
3 dages Jungle Safari med 2 overnatninger på Elephant Hills Jungle Camp:
Dag 1.
I bliver afhentet på jeres hotel eller i lufthavnen og bliver kørt til Elephant Hills Jungle Camp. Undervejs får I et glimt af det sydlige Thailands fantastiske og overdådige natur. Ved ankomst til Jungle Camp bliver der serveret frokostbuffet med lækre thailandske retter. Efter frokost kan I tage på en smuk kanotur ned af Sok-floden, hvor I får rig mulighed for at opleve junglen og dyreliv. Sidst på eftermiddagen besøger I Elephant Hills elefantpark, hvor I får mulighed for at komme helt tæt på de storslåede dyr og lærer om Elephants Hills elefant bevaringsprojekt. I kommer til at deltage i fodring af elefanterne og forberedelse af deres daglige kosttilskud, der hjælper med deres fordøjelse og generelle velvære. Efter en oplevelsesrig dag er det tid til afslapning i Jungle Campen og om aften kan I nyde jeres aftensmad i smukke omgivelser, omkranset af junglebeklædte bjerge.
Dag 2.
Vågn op til lyden af naturen og fugle, der kalder fra buskene ved siden af jeres telt. I dag skal I udforske Cheow-Lan-Lake med lokale longetail både. Den menneskeskabte sø er omgivet af kalkstensbjerge og klipper dækket af tropisk regnskov. De færreste kender til søen og endnu færre har besøgt den. Der er mere end hundrede øer i søen, og den strækker sig over 60 km fra nord til syd. I kan nyde det spektakulære landskab fra båden og der vil også være tid til en svømmetur i søens smaragdgrønne vand. – Så huske endelig jeres badetøj. Sidst på eftermiddagen vender I tilbage til Elephant Hills til middag og overnatning i jeres luksustelt. I junglebaren er der mulighed for en kold forfriskning og som ekstra underholdning kan I opleve en danseoptræden eller maddemonstration.
Dag 3.
Efter morgenmad skal I udforske den spektakulære jungle med en let vandreture. I en af verdens ældste regnskove kommer I til at opleve en stor variation af eksotiske planter, tropiske løvtræer med enorme rødder, orkideer, palmer, bregner og bambus- variationen er stor. Efter jeres morgenaktiviteter er det tid til at vende tilbage til Elephant Camp, hvor en lækker thailandsk buffet vil blive serveret for jer, så I kan nyde det thailandsk køkken, inden I forlader lejren. Efter et forfriskende brusebad venter den videre transport til jeres næste hotel eller lufthavnen.
Vær opmærksomme på at der kun kan betales med kontanter på Elephant Hills (for drikkevarer og evt. souvenirs)