Merida er af udseende den mest europæiske by på Yucatan. Mexicos Paris siger de lokale ikke og ikke uden stolthed om byen, der blev grundlagt i 1542 på resterne af en tidligere maya-by, Tihó. For 100 år siden havde byen flere millionærer i forhold til indbyggertallet end nogen anden by i Mexico, og deres vældige paladsagtige, hvide huse gav byen tilnavnet La Ciudad Blanca, Den Hvide By. Al denne velstand stammede fra de lange, stærke og smidige sisal-fibre fra lokale agaver, som især blev lavet til tovværk og snore og eksporteret til hele verden. Hvert område i byen har sit lokale fødevaremarked, hvor I kan se tortillas blive fremstillet og bagt på samlebånd på gammeldags små maskiner, eller I kan få en fisk tilberedt hos fiskehandleren og indtage den ved et bord i hallen med alle de små køkkener. Disse byder hver især på deres egne specialiteter, eller I kan købe frugt og ost eller kød hos slagteren, hvor flækkede høns hænger på række med struttende gule æggeblommer, så man kan være sikker på det ikke er en hanekylling, man investerer i.


