Øen Lang Tengah er blandt de mere ukendte øer i Malaysia og med placeringen imellem Perhentian Island og Redang Island, bliver den nemt overset. Der er dog ingen tvivl om at Lang Tengah Island er et tropisk paradis. Lange hvide sandstrande, koralrev ved kysten og svajende palmer der kaster skygge. Øen er stadigvæk forholdsvis ukendt og det mindre antal hoteller gør, at der hersker en fredelig og uspoleret ø-stemning. Øen er delt op i en østside og en vestside. Østsiden er mere rå og uberørt med stenstrand. Vestsiden er en lang strækning med hvid sandstrand. De kun tre hoteller på øen gør at turismen er begrænset, så chancen for at få stranden for sig selv er reel. Ud fra kysten strækker sig et langt koralrev med rigtig god sigtbarhed grundet den lave strøm. Revet er hjemsted for et rigt marineliv, så man skal ikke svømme langt for at få fantastiske oplevelser under havets overflade.


