Bangkok
Thailands mægtige hovedstad, med cirka 16 millioner indbyggere, er en travl, varm og hektisk storby. Men lad dig ikke skræmme af størrelsen eller varmen. Byen er spækket med seværdige steder, indtryk og forskelligartede oplevelser.
Duften fra gadekøkkenernes eksotiske retter stiger til vejrs og blandes med et sammensurium af farver, lyde og indtryk. Fra at være en lille kinesisk handelsstation i det 15. århundrede og efter den gamle hovedstad, Ayutthayas fald i 1767, har byen langs Chao Phraya floden fået status som hovedstad. Det officielle navn er Krung Thep Mahanakhon Amon Rattanakosin Mahinthara Ayuthaya Mahadilok Phop Noppharat Ratchathani Burirom Udomratchaniwet Mahasathan Amon Piman Awatan Sathit Sakkathattiya Witsanukam Prasit– blandt thai’erne blot Krung Thep, men mon ikke Bangkok trods alt er nemmere at huske.
Ønsker I at gøre stop i Bangkok anbefaler vi minimum to hele dage. Brug en dag på sightseeing, med besøg Royal Grand Palace og templerne Wat Phra Keo og Wat Chetuporn (Wat Po). Snyd ikke dig selv for en spændende sejltur på klongerne, Bangkoks snoede bifloder hvor du får et indtryk af, hvordan Bangkok så ud længe før der blev anlagt veje.
Anden dagen kan du tage på egen hånd. Shop amok i byens mange indkøbscentre og farvestrålende gadeboder. Eller hvad med en anderledes Bangkok oplevelse på cykel gennem byen os se alt fra fashionable villaer til huse i slummen. På turen kommer I også forbi smukke grønne parker, templer og ned langs floden. Har du mere tid arrangerer vi også heldagsture til den gamle kongeby Ayutthaya og til det berømte og fortravlede Flydende Marked lidt uden for byen.


