Washington DC
Washington er først og fremmest kendetegnet ved de smukke regeringsbygninger og imponerende monumenter for nationens helte – alt sammen forbundet af brede avenuer og omkranset af store parker. Således forbinder Pennsylvania Avenue den lovgivende forsamling på Capitol Hill med præsidentens bolig i Det Hvide Hus. Langs en anden af de store avenuer, Constitution Avenue, ligger National Mall med alle de kendte seværdigheder som Lincoln Memorial, Vietnam Memorial, den 170 m høje marmorobelisk, Washington Monument og på den anden side af Potomac- floden finder I Arlington-kirkegården. I Washington er der et helt exceptionelt udvalg af museer i absolut verdensklasse, hvoraf 14 hører ind under Smithsonian Institution, der dækker så forskellige museer som for eksempel National Air & Space Museum, National Museum of American History, National Museum of Natural History og en lang række kunstmuseer.
Når I er blevet mætte af alle de storslåede attraktioner, kan I for eksempel slappe af i det hyggelige, historiske Georgetown eller i Adams Morgan-området, hvor I finder en masse restauranter, caféer og trendy boutiques.


