Canadas Nationalparker
15 dage, Individuel kør-selv ferie inkl. fly, bil og hoteller
Denne rejser tager jer igennem de imponerende nationalparker i de canadiske Rocky Mountains med nogle helt enestående naturscenerier, hvor de gnistrende gletsjere, imponerende klippeformationer afløst af brusende vandfald og vilde floder er indtryk, der vil fæstne sig på nethinden.
Nyd synet af en hvidhovedet havørn, der svæver gennem luften på udkig efter sin aftensmad, og hvis heldet er med jer, kan I måske se en bjørn snuppe en laks mellem stenene i floderne.
Først skal I dog besøge en af verdens smukkest beliggende byer, Vancouver hvorfra I kan tage på hvalsafari. Den har, trods sin unge alder, en umiddelbar charme og atmosfære der gør, at man holder af den fra første færd. I kommer desuden gennem frodige egne med både vinmarker og frugtplantager og stifter også bekendtskab med ørkenlignende områder med kaktus - nok noget de færreste forbinder med Canada. I sandhed en tur der byder på stor variation og alle de største naturoplevelser i Canada.
Der er mulighed for at tilkøbe en udflugtspakke til denne tur.
Højdepunkter fra rejsen
Få overblikket
2-3* hoteller
Sandman Hotel & Suites Vancouver Airport
Sandman Hotel & Suites Vancouver Airport
Sandman Hotel & Suites Vancouver airport er det perfekte valg for rejsende, der ønsker komfort og bekvemmelighed tæt på lufthavnen. Hotellet byder på moderne værelser, gratis WiFi og transport til og fra lufthavnen. Slap af i den indendørs pool og nyd et måltid på den populære restaurant.
Days Inn Uptown
Days Inn Uptown
Days Inn Victoria Uptown er et moderne og hyggeligt hotel, ideelt beliggende tæt på både centrum og den smukke vandkant. Her bor du komfortabelt med rummelige værelser, gratis Wi-Fi og venlig service. Nyd udsigten over havnen fra hotellets restaurant eller slap af i den opvarmede indendørs pool. Perfekt til både ferie og forretningsrejser. Gratis parkering og nem adgang til byens seværdigheder gør dit ophold endnu nemmere. Et oplagt valg til et behageligt ophold i Victoria!
Listel Whistler
Listel Whistler
Listel Whistler ligger midt i den lille by Whistler tæt på bjergene og i naturskønne omgivelser. Hotellet er den perfekte base for jer, der skal ud og opleve området. Det hyggelige boutique hotel byder på en lille bistro, samt en hyggelig bar. Værelserne er rummelige og der er gratis wi-fi på hele hotellet.
 
Sandman Inn Kamloops
Sandman Inn Kamloops
Sandman Inn er oplagt for jer, der skal ud og udforske området. Hotellet er simpelt, men pænt og har en central beliggenhed. Værelserne er enkelt indrettet, men med alle nødvendige faciliteter for et komfortabelt område. Der er gratis wi-fi på hotellet.
 
Jasper Inn
Jasper Inn
Jasper Inn er en hyggelig indkvartering med en rolig og stemningsfyldt atmosfære. Stedet passer godt ind i den rå og uspolerede natur, der omgiver området omkring den lille by Jasper. Hotellet er simpelt, men der er, hvad I skal bruge for at få slappet af efter nogle hektiske dage med mange indtryk.
Restauranten serverer canadisk inspireret retter og den indendørs pool er åben, hvis I trænger til en dukkert og lidt afslapning.
 
High Country Inn
High Country Inn
Midt i Canadian Rockies finder I High Country Inn omgivet af den fantastiske natur og de store bjergkæder. Hotellet er renoveret i 2024 og byder på en stor opvarmet indendørs pool, jacuzzier og sauna. Der er gratis wi-fi på hele hotellet og receptionen er døgnåben. Alle værelser har minibar, mikrobølgeovn og kaffemaskine. Flere af værelserne har egen balkon. Hotellets restaurant Fat Ox er nyåbnet i sommeren 2024. Kun to gader fra hotellet ligger Banff centrum, hvor I finder restauranter og butikker.
 
Sandman Inn
Sandman Inn
Pænt og enkelt hotel med kun 69 værelser. En god beliggenhed i forhold til Vernon, samt Kalamalka og Okanagan-søerne. Værelserne er stilrene med gratis wi-fi. Hotellet råder over en stor indendørs pool og fitnesscenter.
 
Harrison Hot Springs Resort
Harrison Hot Springs Resort
Harrison Hot Springs Resort ligger ved bredden af Harrison Lake. Midt i den fantastiske natur, der er karakteristisk for British Columbia.
Den rustikke indretning og den afslappede atmosfære gør resortet til den ideelle indkvartering for jer, der vil ud og opleve den storslået natur. Samtidig have mulighed for at slappe af i luksuriøse omgivelser, når dagens indtryk skal fordøjes. Resortets hot spring pool og den eksklusive spaafdeling giver rig mulighed for selvforkælelse.
Resortets værelser er stilfuldt indrettet med udsigt over søen, haven, poolen eller bjergene.
 
Alternative hoteller 3* rejse
Sandman Hotel Vancouver City Centre
Sandman Hotel Vancouver City Centre
Sandman Hotel Vancouver City Centre er et rigtig pænt byhotel med en god beliggenhed for jer, der vil opleve lidt af byen og det lokale liv. Hotellet råder over en pool og fitnesscenter. Alle værelser er udstyret med minibar, mikrobølgeovn og gratis wi-fi. I gåafstand fra hotellet finder I et bredt udvalg af restauranter og butikker.
 
Embassy Inn Hotel
Embassy Inn Hotel
Embassy Inn Hotel ligger i James Bay-området i centrum af Victoria. I gåafstand til de mest populære destinationer såsom restauranter, butikker og teatre. De 70 værelser og suiter har faciliteter som gratis wi-fi, TV, mikrobølgeovn, minibar og privat balkon. Morgenmaden er inkluderet i opholdet.
 
Pinnacle Whistler
Pinnacle Whistler
Pinnacle Whistler er et hyggeligt boutique hotel indrettet i en moderne stil med inspiration hentet fra den omkringliggende natur og ikke mindst bjergkæderne, der omgiver hotellet. Værelserne er små studios med udsigt over bjergene eller over byen. Alle studios har køkkenafsnit, pejs og gratis wi-fi. Hotellet har to restauranter, men Whistler by har også et bredt udvalg af restauranter og spisesteder.
 
Coast Hotel
Coast Hotel
Coast Hotel er et pænt og godt 3-stjernet hotel med en god beliggenhed tæt på butikker og lokale seværdigheder. Hotellet har faciliter som tropisk atrium med saltvandspool, børnepool og sauna. Derudover har hotellet egen restaurant. Værelserne har alle minibar, mikrobølgeovn og gratis wi-fi.
 
Alternative hoteller 4* rejse
Sutton Place Hotel
Sutton Place Hotel
Sutton Place Hotel er et ikonisk og luksuriøst hotel med en god beliggenhed i centrum af Vancouver.
Hotellet er et af de mest elegante hoteller i området. De tilbyder både spa, indendørs opvarmet pool og et stort, moderne fitnesscenter. Indretningen er stilren og elegant med stor komfort.
Værelserne er holdt i lyse toner og tilbyder en fantastisk udsigt over byen. Selvom der findes gode restauranter i området, bør I ikke snyde jer selv for et besøg i hotellets egen restaurant, Boulevard Kitchen & Oyster Bar. Efter en lang dag med oplevelser byder Gerard Lounge på afslapning og velsmagende cocktails.
 
Grand Pacific Hotel
Grand Pacific Hotel
Grand Pacific Hotel er et luksushotel ved havnefronten i Victoria. Ligger i gåafstand til nogle af byens bedste og mest kendte seværdigheder. Hotellet har både en stor indendørs pool, fitnesscenter, restaurant og bar. Værelserne er stilrene og elegante indrettet med te- og kaffefaciliteter, gratis wi-fi og privat balkon med udsigt over byen eller havnen.
 
Sandman Signature Kamloops
Sandman Signature Kamloops
Sandman Signature Kamloops er et elegant og luksuriøst hotel med en god beliggenhed. De 202 værelser og suiter er rummelige og stilrene med udsigt over byen. Alle værelser har minibar, mikrobølgeovn og gratis wi-fi. Der er flere restauranter og bar på hotellet, samt pool og fitnesscenter.
 
The Crimson Jasper
The Crimson Jasper
The Crimson ligger i hjertet af Jasper omgivet af bjerge og grønne skove. Lige udenfor døren finder I butikker, restauranter og spændende vandreruter. Jasper Nationalpark er lige rundt om hjørnet, hvor endnu flere naturskønne aktiviteter venter. Hotellet er  moderne indrettet med indendørs pool, jacuzzi og fitnesscenter til fri afbenyttelse. Hotellet tilbyder gratis wi-fi og døgnbemandet reception. Værelserne er enkelt indrettet med te- og kaffefaciliteter. Nogle værelseskategorier har køkkenafsnit.
 
Brewster Mountain Lodge
Brewster Mountain Lodge
Brewster Mountain Lodge er et charmerende hotel i hjertet af Banff, omgivet af majestætiske bjerge og vild natur. Lodgen har en hyggelig, rustik stil med håndlavede træmøbler og knitrende ild i pejsen. Her får du en ægte canadisk bjergoplevelse med komfort og varme. Morgenmad er inkluderet, og du bor tæt på butikker, restauranter og spændende udflugter. Perfekt til både eventyr og afslapning.
Prestige Hotel Vernon
Prestige Hotel Vernon
Prestige Hotel har en god placering lige overfor Vernon Square Shopping Centre. Med 103 værelser og suiter, er der noget for alle, inklusiv studios med køkkenafsnit, suiter og rummelige standardværelser. Hotellet har også indendørs pool, hot tub, fitnesscenter, restaurant og gratis wi-fi.
 
Dagsprogram
Dag 1:
Danmark - Vancouver
I ankommer til Vancouver, hvor I tager til jeres hotel på egen hånd og checker ind. Resten af dagen er til fri disposition.
- Overnatning: Sandman Hotel & Suites Vancouver Airport
Dag 2:
Vancouver
I har hele dagen i byen, der er kendt for sin smukke beliggenhed og de mange udendørs aktiviteter. Et af stederne er Stanley Park, der også er hjemsted for det flotte Vancouver Aquarium. Prisen inkluderer en billet til ”hop af-hop på trolley'en”, som kører til alle byens attraktioner (29 stk.) og bydele som Gastown og Chinatown. I bør gøre brug af det store udvalg af etniske restauranter og opleve de mange forskellige kulturer, der forenes i byen.
- Overnatning: Sandman Hotel & Suites Vancouver Airport
Dag 3:
Vancouver - Victoria
Efter at have hentet jeres udlejningsbil kan I stadig nå at udforske lidt af Vancouver, inden I om eftermiddagen kører sydpå til Tsawwassen. Her står I på færgen til Vancouver Island. Hav kameraet parat under turen, da der er en god chance for at opleve spækhuggere, sæler og ørne. Efter ankomst kører I til jeres hotel.
- Overnatning: Days Inn Uptown
Dag 4:
Victoria
Dagen er fri til at udforske British Columbia's provinshovedstad, der er spækket med kultur. Besøg f.eks. Beacon Hill Park, Bastion Square, Parlament bygningen, Chinatown, havneområdet og det historiske Empress Hotel. Herfra kan I også tage på hval cruise, da vandene i Juan de Fuca-strædet er hjemsted for bl.a. spækhuggere, pukkelhvaler, delfiner og marsvin.
- Overnatning: Days Inn Uptown
Dag 5:
Victoria - Whistler (kørsel ca. 277 km + færge)
På vej til Nanaimo færgeterminal kører I ad øens østkyst, og I passerer Chemainus, der er kendt for sine farverige vægmalerier og Duncan, kendt for sine totempæle. I tager færgen tilbage til fastlandet, og fra Horseshoe Bay kører I nordpå ad motorvejen til bjergbyen Whistler.
- Overnatning: Listel Whistler
Dag 6:
Whistler
I har en hel dag til at opleve centrum for de Olympiske skidiscipliner til Vinter OL 2010, der afholdtes I Vancouver. Den nærliggende Lost Lake er et flot område med mulighed for vandsport, vandreture og observation af vilde dyr. De mest populære aktiviteter i Whistler er gondoltur til bjergtoppen, markedet i byen, bungee jump og vandring på områdets enorme netværk af stier. Eller hvad med en tur i Whistler Superfly Zipline, der kan udøves i det mest fantastisk bjerglandskab
- Overnatning: Listel Whistler
Dag 7:
Whistler - Kamloops (kørsel ca. 288 km)
I dag kører I til Pemberton og derefter til Lillooet via Duffy Lake Road. Fortsæt østover forbi Cache Creek for at ankomme i Kamloops.
- Overnatning: Sandman Inn Kamloops
Dag 8:
Kamloops - Jasper National Park (kørsel ca. 441 km)
I kører nordpå fra Kamloops for at udforske Wells Gray Park, hvor højdepunkterne er Helmcken Falls, Spahats Falls og Clearwater Lake. I nærheden af Blue River kan I tage på et krydstogt gennem ødemarken. Jasper er blot en lille by – endnu mindre end Banff. Men skønheden i den omkransende nationalpark er mindst ligeså smuk som i Banff og ikke nær så besøgt. Jasper National Park er næsten 11.000 km² - altså ¼ af Danmarks areal.
- Overnatning: Jasper Inn
Dag 9:
Jasper National Park
Jasper har alt fra dybe kløfter og brusende floder til fantastiske bjerge og ikke mindst 1.000 km vandreruter. I kan få et smukt overblik efter en kort tur i svævebane i 2.500 meters højde, besøge f.eks. Maligne Canyon, der er den længste kløft i bjergkæden eller gå en tur langs Maligne Lake, der er dannet af smeltevand fra gletscherne. Også i Jasper kan man besøge varme kilder – i Miette Hot Springs. Ved et besøg på Jasper Tramway vil I også kunne opleve en uovertruffen udsigt over de majestætiske Rockies.
- Overnatning: Jasper Inn
Dag 10:
Jasper – Banff (ca. 405 km)
I dag kører I sydpå langs Icefield Parkway omgivet af enorme bjergtoppe, mousserende søer og majestætiske gletsjere. Giv jer tid til at besøge Lake Louise, et af landets mest fotograferede områder. Inden I når Banff, kan I gøre stop ved Moraine Lake, der omkranses af ti spektakulære tinder.
- Overnatning: High Country Inn
Dag 11:
Banff
Banff tilbyder en bred vifte af aktiviteter. Fra den populære Sulphur Mountain Gondola har I en fantastisk udsigt over Banff og de omkringliggende bjerge. Cave & Ba'sin National Historic Site tilbyder et unikt tilbageblik på Banffs historie. Andre interessante steder i området er de varme kilder, Bow River Falls, Tunnel Mountain Drive med de eroderede ”hoodoos” og de lokale naturhistoriske museer.
- Overnatning: High Country Inn
Dag 12:
Banff – Vernon (ca. 436 km)
Dagens køretur vil bringe jer gennem Yoho National Park, Rogers Pass og Glacier National Park - nogle af de mest naturskønne områder i Canada. Ved Kicking Horse Mountain Resort kan I besøge det interessante Grizzly Bear Refuge.
- Overnatning: Sandman Inn
Dag 13:
Vernon – Harrison Hot Springs (kørsel ca. 357 km)
I kører sydover gennem Princeton til Manning Provincial Park, der er hjemsted for bl.a. bjørne, prærieulve, bævere, murmeldyr og over 190 fuglearter. I fortsætter videre gennem Hope til Harrison Hot Springs for en sidste overnatning.
- Overnatning: Harrison Hot Springs Resort
Dag 14:
Hjemrejse Canada
Rejsen er slut, og I kører mod vest gennem Fraser Valley til Vancouver Lufthavn, hvor bilen afleveres.
Dag 15:
Ankomst Danmark
Priser
Prisen inkluderer
- Flybillet København-Vancouver t/r
- Alle skatter og afgifter
- 12 døgns billeje (fra dag 3) i en gruppe B-bil inkl. forsikringer og skatter (Ved 4 pers. SUV)
- 13 overnatninger på valgte hotelkategori i ét værelse med 2 dobbeltsenge (queen size). Hvis I bor 3 eller 4 personer på værelset, er der ikke 3 hhv. 4 senge.
- 1 dags Hop On/Hop Off pass i Vancouver (dag 2)
- Omfattende turbeskrivelse og kortmateriale på engelsk
- Gebyr til Rejsegarantifond samt ansvarsrisikoforsikring
Ikke inkluderet i prisen
- Afbestillingsforsikring (7 % af prisen)
- Rejseforsikring
- Måltider
- ETA Indrejsetilladelse til Canada
Tillæg 2-3* tur
Ved ophold fredag og lørdag weekendtillæg i Victoria, Whistler, Vernon og Harrison Springs
Tillæg 3* tur
Ved ophold fredag og lørdag weekendtillæg i Whistler, Kamloops, Vernon og Harrison Springs
Tillæg 4* tur
Ved ophold fredag og lørdag weekendtillæg i Harrison Springs
Betingelser
Bemærk at ovenstående priser er fra-priser baseret på billigste priskombination i de nævnte rejseperioder. Der tages derfor forbehold for udsolgte flyafgange, hoteller mv. Priserne er baseret på, at min. 2 voksne rejser sammen.
Børneregler
Barn B - barn under 12 år i eksisterende senge. Maks. 2 børn i dbl.vær.
Udflugter
 
							Udflugtspakke til Canadas Nationalparker
Der er mulighed for at tilkøbe en udflugtspakke hjemmefra.
TILKØBSPAKKE udflugter (fra 7 år og opefter):
Vancouver: Waterfront Sightseeing Adventure
Victoria: Whale Watching Cruise
Whistler: Mountain Sightseeing Pass
Jasper: Athabasca Float Tour
Banff: Western Lunch Cookout
Kicking Horse: Grizzly Bear Refuge
Harrison Hot Springs: Rainbow Falls Cruise & Hike



 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				 
				