Dagsprogram

Dag 1:
Afrejse Danmark
Afrejse til Bangkok og herfra videre med indenrigsfly til Koh Samui

Dag 2:
Ankomst til Koh Phangan
Ved ankomst til Koh Samui venter jeres chauffør og kører jer en kort tur til havnen, hvorfra båden til Koh Phangan sejler. Turen er med katamaranfærge, og I kan nyde ankomsten til Thailand fra soldækket, mens I sejler den smukke tur på ca. 1 time til Koh Phangan. Ved ankomst til øen venter resortets personale jer, og bringer jer det sidste stykke til jeres strandhotel. Mae Haad Bay Resort ligger ud til en af de bedste strande på Koh Phangan og med udsigt til Ko Ma øen, der er forbundet med Koh Phangan af en sandtange. Det er det perfekte sted at slappe af efter en lang rejse, så spark skoene af og gå en tur langs stranden eller få en dejlig massage til lyden af bølgerne.

Dag 3-5:
Koh Phangan
Koh Phangan byder på strandliv, smuk natur og et meget begrænset byliv. Her kan I sejle i havkajak langs stranden og se øen fra vandsiden, leje en longtailbåd og sejle øen rundt med madpakke, lægge til ved øde strande, eller I kan bare nyde udsigten fra en liggestol. Hvis I har mod på det, kan der lejes knallert, så I kan køre rundt på øen – der er ikke meget trafik, men vejene er ikke alle steder lige gode. Midten af Koh Phangan består af grøn og frodig jungle med smukke vandfald og udkigspunkter, og der er mulighed for gode vandreruter. Fra jeres hotel kan I gå til lokale restauranter og småbutikker, og når aftenen falder på, kan I nyde en kølig drink på stranden og opleve en fantastisk solnedgang.

Dag 6:
Koh Phangan - Koh Tao
Hen på formiddagen er der afgang til havnen og båden, der sejler jer ca. 1 time til Koh Tao, Siambugtens koral-ø. Ved ankomst henter hotellet jer, og bringer jer til jeres resort for de næste 6 dage. Sensi Paradise Resort ligger i en stor frodig have i den rolige ende af Mae Haad Beach, som er den længste strand på øen. Efter check in kan I gå en tur og opleve de dykkercentre, små restauranter og småbutikker, der gemmer sig under palmerne langs stranden.

Dag 7-9:
Koh Tao
Havet omkring Koh Tao er fantastisk og indbyder til snorkling og dykning, og der er et utal af smukke koralrev omkring øen. De fleste steder er det ikke nødvendigt at gå ret langt ud, før I oplever de første farvestrålende fisk og måske havskildpadder. Er I til dykning, kan I være heldige at opleve de smukke hvalhajer. På land er øen også smuk og frodig, og der er flere steder vandreruter. Når aftenen falder på, kan I nyde den fantastiske solnedgang fra hotellets strand.

Dag 10:
Koh Tao - Koh Samui
Turen med båd til Samui sejler via Koh Phangan, og det tager ca. 2 ½ time med katamaranfærge. I havnen venter jeres chauffør, og bringer jer det sidste stykke til jeres valgte Samui hotel.

Dag 11-14:
Koh Samui
Koh Samui har masser af byde på, uanset om I er til oplevelser til lands eller til vands. Bophut stranden er 2 km lang og er perfekt til gåture med afstikkere til de små boder i strandkanten, hvor I kan få en forfriskning eller en dejlig massage. Er I til vandsport, er der også rig mulighed for at forsøge sig med paddle-board, havkajak eller surfboards. Jeres hotel kan hjælpe med bestilling af udflugter til f.eks. Big Buddha, Wat Plai Laem templet eller det smukke Namuang vandfald, der ligger i junglen. Ønsker I selv at udforske øen på knallert, kan de lejes på hotellet.

Dag 15:
Koh Samui - hjemrejse
Sidst på eftermiddagen går turen mod lufthavnen og videre retur til Danmark. I skal checke ud af jeres værelse kl. 12.00, men kan stadig bruge resortets pool, og der er bad til rådighed inden afrejse. Ønsker I værelset indtil afrejse, skal der bestilles 1 ekstra nat.

Dag 16:
Ankomst Danmark