Hoteller i Petra

Den gamle by Petra er en af Jordans nationale skatte og langt den mest kendte turistattraktion landet har at byde på. Petra ligger cirka tre timers kørsel syd for Amman, og områdets fascinerende skønhed kan tilskrives de flittige nabatæer, et arabisk folk der bosatte sig i det sydlige Jordan for mere end 2.000 år siden og kunstfærdigt og imponerende skabte de mange bygningsværker og udhuggede templer, som pryder det enorme område.
Petra er beundret for sin raffinerede kultur, massive arkitektur og geniale komplekser af dæmninger og vandkanaler og er nu et UNESCO-verdensarvssted og en af verdens 7 vidundere, der fortryller besøgende fra alle hjørner af kloden.
Et besøg i Petra begynder på den mest eventyrlig vis, når I til fods går gennem den lange, smalle ”siq”. Kendt fra filmen ”Indiana Jones and the Last Crusade” ender gåturen gennem kløfter med de stejle klippevække med en ren åbenbaring af et bygningsværk med synet af Al-Khazneh templet. Al-Khazneh er den mest berømte seværdighed i Petra, udhugget i de røde klipper, og er med sine 39 meter til loftet og en bredde på 25 meter et sandt vidnesbyrd om nabatæernes fascinerende arbejde.
Man kan bruge dage i den store dal med vandreture blandt Petra’s hundredvis af bygninger, grave, bade, begravelsessale, templer, buede porte, brolagte gader og klippetegninger. Besøg det store amfiteater med plads til 4.000 mennesker, et gigantisk kloster fra det første århundrede og et moderne arkæologisk museum.

Vis mere
Petras hoteller
Vi har 2 hoteller i Petra